Verdens mest avancerede supervirus fundet – hvordan skal den bekæmpes?

 

Opdagelsen af den nye supervirus Flame markerer ”et før og et efter” for hele antivirusindustrien, mener Janus R. Nielsen, sikkerhedsekspert og adm. direktør i MYSecurityCenter. Han opfordrer branchen til selvransagelse og nytænkning, hvis den stadigt mere avancerede cyberkriminalitet skal bekæmpes.

 

Verdens mest avancerede virus
Virussen Flame, der blev opdaget af det russiskbaserede sikkerhedsfirma Kaspersky Lab for nylig, har overrasket selv de mest hårdføre sikkerhedseksperter. Med dens enorme størrelse på 20 megabyte og dens avancerede koder, der sandsynligvis har krævet mindst fem programmørers arbejde i et år at udvikle, er det den største og mest komplekse virus, verden nogensinde har set. Og dens kunnen er mildt sagt imponerende. Den er et intelligent spyware-program, der kan kontrollere stort set alt på computeren, den sletter sig selv uden spor, krypterer dens egne koder og organiserer de data, den indsamler. Den kan systematisk aflytte tastetryk og i det skjulte aktivere den indbyggede mikrofon eller webcam, der er i mange bærbare computere. Den kan sprede sig selv via netværk og decideret gøre skade på de nøje udvalgte maskiner, som den er trængt ind i, primært i militære enheder, private virksomheder og myndigheder.

 

Vi skal tænke ud over boksen
”Det mest skræmmende er, at Flame har været aktiv siden 2010, men først blevet opdaget nu. Det i sig selv bør give anledning til selvransagelse i hele min branche”, siger Janus R. Nielsen. Han forklarer, at selvom almindelige brugere ikke skal være nervøse for en virus som Flame, så vil han alligevel betegne opdagelsen af den som et før og et efter i antivirusindustrien. For der er ifølge ham ingen tvivl om, at det er den slags angrebsmetoder, vi kommer til at se i fremtiden anvendt på millioner af private pc´ere verden over. ”Flame er så kompleks og så smart lavet, at den overgår alt hvad vi hidtil har kendt til. Den er uden tvivl ikke den eneste virus, som uopdaget gør skade derude, hverken lige nu eller i fremtiden. Derfor skal vi spørge os selv, hvordan vi kan nytænke hele den måde, som antivirusprogrammerne fungerer på. Vi skal turde at tænke ud over boksen – vi skal turde at være lige så innovative som hackerne. Det bliver vi simpelthen nødt til, hvis vi skal bekæmpe dem”. Ifølge Janus R. Nielsen nødvendigt fortsat også at være proaktive og operere på flere forskellige platforme. ”Antivirusindustrien har gennemgået en enorm udvikling siden den første virus blev fundet i 70´erne, men nu er vi kommet til et punkt, hvor de professionelle hackere er blevet så avancerede, at det stiller helt nye krav til os. Og det kræver at vi begynder at tænke sikkerhed på en ny og mere global måde. Den udvikling glæder jeg mig til at følge”, siger han og tilføjer, at sikkerheden på mobiltelefoner må følge med, da der her er endnu større udfordringer end på pc-siden.

 

Global fremfor national løsning
Men hvordan løser vi generelt de store udfordringer med bekæmpelsen af cyberkriminalitet? Janus R. Nielsen understreger vigtigheden af at stå sammen om at løse problemerne og opfordrer til, at der bliver sat flere ressourcer af til udvikling af robuste og resistente operativsystemer og en vilje til i visse situationer at begrænse data der normalt flyder frit. ”Det er også udmærket at de forskellige regeringer afsætter midler til området, og at der i forsvarsforliget er afsat 140 millioner kroner til at udvikle en dansk cybermilitærenhed, men vi skal huske på, at det her ikke er et nationalt problem. Det vil være langt mere effektivt hvis regeringerne fokuserede på et samarbejde mellem allerede eksisterende aktører på tværs af landegrænser, siger han.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>